genbrug loppemarked farvet glas

Tips til at give genbrug i gave

Kan man give genbrug i gave? – Svaret er ja!

Nogen synes det virker mærkeligt at give brugte ting i gave, men hvis du gør dig umage, så er opgaven ikke umulig.

Når man giver genbrug i gave, er det nødvendigt at forarbejdet har været mere grundigt end hvis man køber noget fra en på forhånd givet liste.

Hvis du synes det virker komplet uoverskueligt, så frygt ej, jeg har nogle fif til dig.

Det kræver en vaks fornemmelse for modtagerens smag og ønsker, men i min optik, kan genbrugs-gaver virke langt mere personlige end gaver købt fra ny.

TIP Læs DBA Guides interview med mig om at give genbrug i gave her.

Borddækning med genbrug

borddækning ideer tablesetting

Herover ses et morgenbord, hvor i der indgår flere elementer, som har stået på min egen genbrugs-loppe-ønskeliste.

Tallerkenerne fra stellet ‘Sonja’ fra Søholm har jeg gennem tiden fået af familiemedlemmer, der løbende har fundet disse i genbrug. Jeg er oppe på nu at have over 20 af hver størrelse tallerken – alle er fundet brugt, hvoraf mange af dem er fundet brugt af andre og givet i gave.

Mælkekanden fra Holmegaard er ligeledes en genbrugs-gave, mens også den lyserøde glas-skål er modtaget som genbrugsfund.

Eksempler på hvad jeg selv har givet i gave er:

  • babytøj – særligt til babys første leveår
  • legetøj – alt fra bøger til bondegårsdyr i god stand
  • mindre møbler, fx et lille vitrineskab
  • vaser, skåle, lysestager mv.
  • mundblæste snapseglas (min far samler)
  • service fra bestemte stel til familiemedlemmer

Med andre ord; genbrug kan sagtens måle sig med nye sager!

 


Konkrete genbrugs-tips

TIP 1: Den smarte loppe-shoppe-liste

Hold øje med dine venner, veninder eller familemedlemmers ting når du besøger dem. Hvilken indretningsstil har de? Samler de på bestemt bestik, tallerkener, glas etc.? Er der bestemte farver der går igen hos dem? Eller snakker de om noget specifikt de mangler? – Skriv det ned!

Hav eksempelvis en note på din telefon eller notesbog, hvori du noterer disse observeringer, selvfølgelig ikke mens de ser det! På min telefon hedder notelisten ‘Gaveideer far’, ‘Gaveideer mor’ osv. Ideen er, at jeg løbende kan notere gaveideer til dem og på den måde være forberedt inden jul eller deres fødselsdage nærmer sig.

Ligeledes har du på den måde altid dine lister med dig, når du spontant besøger en genbrugsbutik eller er afsted på sommerens mange loppemarkeder.

FØLG MED Instagram her.

living room interior boligindretning
TIP 2: Tingenes stand er afgørende

Sørg for at tingene er i orden. Det duer ikke, at pakke en skål ind med skår eller at give alt for forvasket tøj i gave.

Det gælder især tekstiler og porcelæn/keramik. Se efter skår, undlad at købe tøj eller andre tekstiler der er for slidte. Især børnetøj er slidt når størrelserne rammer 1 år og fremefter, men rigtig meget babytøj er ikke brugt ret meget og dermed i fin stand.

Den lilla vase herover, er en vintage Mikael Andersen vase, som jeg har fået i fødselsdagsgave af min søster.

TIP 3: Vær tålmodig

Måske skal du i mere end én, to eller flere genbruger før end du finder noget godt. Man kan aldrig være sikker på at finde de gode fund, og derfor er det smart at være i god tid når det kommer til genbrugsgave-indkøb.

LÆS OGSÅ Tips til at indrette med farver.

 

genbrug gaver stue efterår boligindretning

TIP 4: Online genbrugsjagt

Tjek jævnligt de online markedspladser. Jeg besøger ofte både Dba.dk og Marketplace på Facebook. Begge steder kan du søge efter sager som din omgangskreds kunne ønske sig.

Hvis du går efter dyrere ting, så kan det i øvrigt være en god ide at tilmelde dig søgeagenter på bestemte brands, designer eller produkter hos flere auktionshuse. Du kan altid melde disse fra igen efterfølgende.

Flere af vores spisebordsstole har jeg fået i gave af mine forældre, som har fundet disse på auktion eller Dba.dk.

TIP 5: Lad ikke genbrugs-jagten dominere

Husk, at du ikke nødvendigvis kun må finde genbrugsgaver fra nu af. Lykkes det at finde skønne genbrugsgaver til én veninde, men ikke til den anden veninde, så er det ok. Måske er det omvendt næste gang.

God genbrugs-gave-jagt!

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen