Fastmasker og farveskift – en hæklet pung, de fleste kan være med på
Man kan lave sine farveskift hvornår man vil, charmen ved pungen er de tilfældige farveskift.
Hæklet i papirgarn i tre forskellige farver, hæklenål str. 4. Man kan lave sine farveskift hvornår man vil, charmen ved pungen er de tilfældige farveskift.
Find eksempelvis papirgarn her.
TIP Hækl i bomuld eller uld hvis du synes papirgarn er for hårdt at arbejde med, eller gør papirgarnet vådt inden du starter.
Anvendte forkortelser
- m: maske
- lm: luftmaske
- fm: fastmaske
- rk: række
Alle rækker hækles i fastmasker og der vendes på 1 lm efter hver række.
LÆS OGSÅ Hækleopskrift | populær citron-rangle.
Sider, to styk hækles
Start med at slå lm op til ca. 15 cm i lilla garn + 1 lm af vende på.
- 2.-3. rk: fm i lilla
- 4. rk: fm i lilla 2/3 dele af rækken, skift til natur og hækl rækken ud i natur
- 5. rk: fm i natur
- 6. rk: 1/3 af rækken fm i natur, resten af rækken i grøn
- 7.-8. rk: fm i grøn
- 9. rk: 2/3 af rækken i grøn, resten i natur
- 10. rk: 1/3 af rækken i natur, resten i grøn
- 11. rk: 1/3 af rækken i grøn, resten i natur
- 12.-14. rk: fm i natur
- 15. rk: 1/3 af rækken i natur, resten af rækken i lilla
- 16. rk: fm i lilla til lilla fra forrige række slutter, resten af rækken i natur
- 17. rk: 2/3 af rækken i natur, resten i grøn
- 18.-19. rk: fm i grøn
Træk alle løse ender om på bagsiden og hæft alle ender. Pas på ikke at hive garnet i stykker (papirgarnet knækker nemt når man hiver i det).
Når du har lavet to ens sider, hækles de to sider sammen med fm så den ene langside stadig er åben. Dette er gjort med grønt garn på den viste model.
Hæft enderne.
Klip herefter to stykker stof til foer. Sæt lynlås i de to stykker stof og sy sider og bund sammen inden du til sidst monterer denne vha. håndsyede sting langs lynlåsen.
© 2020 Eva Pryds – All rights reserved.
Opskriften på hæklet pung med farveskift har været vist i tillægget til Hendes Verden, uge 29, 2019.