Med få midler, kan du lynhurtigt lave fin og effektfuld dekoration til din borddækning
Jeg har samlet flere af de ideer, jeg tidligere har brugt – værsgo at brug dem alt det du vil
Det ender tit med at jeg lynhurtigt freestyler en borddækning kort tid inden der kommer gæster. Det resulterer ofte i, at bordpynten jeg laver, kan fremstilles på få minutter.
Det betyder dog ikke at de viste ideer til din borddækning er dårlige, det betyder bare, at de er ekstra nemme og effektfulde!
Værsgo’ at snup ideerne, hvis du vil – de kommer her.
Borddækning i pastelfarver
Klip lynhurtige servietter i bomuldsstof med en takkesaks – så behøver du ikke sy kanten før de tages i brug.
Hold du dig indenfor bestemte farver, kan du nemt skabe et pastel-univers med få midler. Service i lyserødt glas kan ind i mellem findes i genbrugsbutikker, og er en sikker vinder som feminint stemningsgiver.
Det er altid godt med lidt til den søde tand – her er det farverige marcipan-æg.
Konfetti med en hulmaskine
Så simpelt kan det gøres!
Tag din hulmaskine og hul-amok i den farve papir du godt kunne tænke dig. Så har du nemt og hurtigt konfetti til den helt store guldmedalje! Brug hvad du har; avispapir, gavepapir, konvolutter etc. etc….
TIP Husk at du sagtens kan hulle flere lag ad gangen – så går det endnu stærkere.
Hæklede dekorationer
En simpel måde at dekorere et bord på, er ved at bruge hvad du har i gemmerne. Skab sammenhæng ved at vælge en farveskala at holde dig indenfor.
Bind to forskellige bånd omkring servietterne og find video-guide til et nemt hæklet snefnug her.
Brug friske afklippede gran-stilke (eller andet sæson-grønt!) til at bringe naturen ind i din borddækning. Den hvide honeycomb-kugle og de matte glaskugler er fundet i Søstrene Grene.
Lidt til den søde tand
Karameller eller andet sødt vil glæde dine gæster – allerbedst hvis godterne er pakket fint ind som her i sølvfolie.
Gå efter slik der er pakket ind for at det ikke fedter på dugen. De viste karameller er fra Søstrene Grene.
Borddækning med bregner
Pluk de flotteste bregner og brug og placer dem under en glastallerken – det skinner så fint igennem og giver en dekorativt indslag i borddækningen. Friske klementiner kan ligeledes gøre det ud for blomster i vase på bordet.
FØLG MED på Instagram her.
Papirfoldede blade
De små blade på bordet her, har jeg foldet af afrevne sider fra et magasin.
TIP tag kun de pæne sider fra magasinet og sørg for at de er flotte på begge sider. Du kan også bruge almindeligt kopipapir i flotte farver.
Mine blade er foldet på bedste freestyle-manér, men vil du prøve kræfter med den lynhurtige bordpynt, så finder du en fin video-guide her.
Flagranken er hæklet efter denne opskrift.
LÆS OGSÅ Tips til at indrette med farver.
Brug gerne en eller flere af de viste ideer til din borddækning – kun fantasien sætter grænser!
Første gang udgivet 11. december 2019.