De hæklede blomster er små og dekorative, men også hurtige at lave når først rytmen er fundet
For noget tid siden lavede jeg nogle hæklede hornvioler en aften foran flimmeren – nu er en opskrift klar, så også du kan hækle små blomster der aldrig visner.
Skæbnen ville, at min mor havde arbejdet videre med forskellige fremgangsmetoder, og vi har i samarbejde udarbejdet opskriften på en af de fine hornvioler.
Husk at opskriften udelukkende er til privat brug og ikke må kopieres og sælges videre, samt at produkter du laver efter denne opskrift ej heller må sælges videre.
© 2020 Eva Pryds – All rights reserved.
Anvendte forkortelser
- m: maske
- lm: luftmaske
- fm: fastmaske
- hstgm: halve stangmasker
- stgm: stangmasker
- rk: række
- sm: sammen
- *xx*: gentag omgangen rundt
Det skal du bruge
- Garnrester i mindst fire farver – gerne en gul til midten, men kun fantasien sætter grænser
- Hæklenål str. 2 (eller hvad du ønsker, jo mindre nål, jo mindre blomst)
- Tynd stoppenål
- Lille saks
TIP Hvis du søger bøger om hækling, så finder du det bedste udvalg hos Tex-Antik.
Sådan laves de hæklede blomster
Med mindre andet er angivet, hæftes der løbende undervejs
Det vil sige; når du har lavet den gule midte hæfter du ende med stoppenålen, herefter laves de første blade hvorefter der så hæftes igen, osv.
Midten af blomsten (det gule)
- 3 lm samles til ring
- 9 fm i ringen
- Hæft gule ender
Den første farve (de to øverste, forreste blade)
- i 1. m: 1 fm, 1 halv stgm
- i 2. m: 3 stgm
- i 3. m: 1 halv stgm, 1 fm
- i 4 m: 1 fm, 1 halv stgm
- i 5. m: 3 stgm
- i 6. m: 1 halv stgm, 1 fm
- Hæft farve 1.
Skift til farve 2 (nederste blad)
- i 7. m: 1 fm, 1 halv stgm, 1 stgm
- i 8. m: 5 dobbelte stgm
- i 9. m: 1 stgm, 1 halv stgm, 1 fm
- Hæft farve 2
Skift til farve 3 (de to øverste, bagerste blade)
- Vend arbejdet, så du nu ser blomsten bagfra
- Fæstn farve 3 i højre side øverst
- Hækl så 4 lm
- Fastgør i midterste maske med 1 fm
- 4 lm og fastgør i højre side med km
- Vend arbejdet, så du nu igen er på forsiden
- Nu hækles der i buerne fra forsiden af blomsten
- i den første bue: 1 lm, 1 fm, 1 stgm, 5 dobbelte stgm, 1 stgm, 1 fm
- 1 km i midten, mellem de to buer
- i den anden bue: 1 fm, 1 stgm, 5 dobbelte stgm, 1 stgm, 1 fm
Til sidst sys cirka 4 små sting i hvert af de 2 første (øverste, forreste) blade med en kontrastfarve.
Sæt en snor i og hæng op.
God hæklelyst!
LÆS OGSÅ Hækleopskrift | populær citron-rangle.