Elsker du også julens julegodter, men orker ikke bruge mange timer (og dage) på at fremtrylle lækkerier? Så er denne opskrift på nem julekonfekt liiige noget for dig, da den er supersimpel og hurtig!
Mandler, pekannødder, hasselnødder – du bestemmer! Så længe det knaser og smager godt, kan det bruges.
Denne opskrift tager udgangspunkt i mandler og pekannødder, da det var det jeg lige havde i skabet dén dag, men andre bud på lækre ingredienser til denne supersimple version af julekonfekt kunne være cornflakes, Rice Crispies (de der, som popper let, når de får mælk på sig), pistacienødder, hasselnødder eller andet, som du kan lide.
Det skal du bruge
- 2 dele mandler (aka ca. 2 små håndfulde)
- 1 del pekannødder (ca. 1 lille håndfuld)
- Mørk chokolade, der er egnet til smeltning
- Havsalt
- Lille gryde med vand + skål til at smelte chokolade i
- Bagepapir
Sådan laves julekonfekten
- Hak nødderne groft, så der endnu er bid i dem og der ikke er for meget “smulder”.
- Sæt 2/3 dele af chokoladen til smeltning over vandbad ved maksimalt middel-temperatur (vandet må ikke koge!)
- Når chokoladen er ved at være smeltet hældes den resterende del chokolade i, og der røres til denne også er smeltet.
- Bland herefter chokolade og nødder sammen i en skål ved siden af.
- Fordel små klatter på bagepapir.
- Vent til chokoladen ikke er helt flydende længere, men heller ikke helt størknet endnu og drys med havsalt på toppen.
- Lad hapserne størkne ved stuetemperatur og stil herefter på køl.
Nyd i smug, til eftermiddagskaffen eller servér som snack til middagsselskaber.