Billedvæg | Tips til at lave en harmonisk billedvæg

Der er ingen tvivl om at en personlig wall of art er efterhånden er et must i ethvert hjem – her får du mine tips til at lave din egen

Få folk til at stoppe op og undersøge dine udvalgte værker – så vil de også få en idé om hvem du er!

Måske kender du dét, at man køber en plakat her og et postkort der. Får en lille tegning af niecen eller en hjemmelavet dims af sit barn.

Men når man skal til at sætte det sammen, så virker det som ét stort rod!

Her får du mine bedste råd til hvordan du kan sammensætte en personlig og harmonisk billedvæg ud fra mine egne erfaringer (med efterhånden mange billedvægge i mit hjem).

Tips til at sammensætte din billedvæg

patchwork billede

Saml på unikke og personlige værker i noget tid

I stedet for at lave en billedvæg fra den ene dag til den anden, vil jeg anbefale dig at samle værker sammen over en periode. Det giver et langt mere personligt udtryk end at købe alt ind samtidig. Gør du sidstnævnte, vil værkerne ofte komme til at ligne hinanden for meget og det virker upersonligt. Så altså; tag dig god tid med at udvælge dine motiver.

 

Brug malertape til at placere dine billeder

Det kan være en hjælp at få en fornemmelse af hvordan billedernes størrelser harmonerer inden du skruer eller hamre i væggen. Tricket går helt simpelt ud på at sætte malertape op i cirka samme størrelse som dine værker.

Tag udgangspunkt i hvilken væg du har

Har du en stor, tom flade kan du inddrage større billeder end på en lille væg.
I vores (lille) entre har jeg valgt kun at bruge små billeder, for at få væggen til at syne større. Det eneste store element der er inddraget er det store ovale spejl.

gallery wall

Bryd kantede flader med elementer i andre former

Du kan med fordel lade elementer der ikke er firkantede indgå i din billedvæg. En lysestage eller et spejl i runde former er et godt bud på ting der kan bryde en ellers skarp form. Også et ur kan være både praktisk og dekorativt til at bryde motiverne med. Brug også en væghængt vase eller måske et af børnenes kreative værker kan få plads på din væg.

 

billedvæg med ur

Start indefra og arbejd dig ud

Lad de første billeder du vælger til din billedvæg være en slags midte du arbejder dig ud fra. Læg alle dine billeder frem på gulvet og juster til du synes der er harmoni, og hæng først værkerne op herefter.

LÆS OGSÅ Tips til at indrette med farver.

 

billedvæg stue

Vælg formater på nogle af dine værker i standard-størrelser

På billedvæggen i stuen har jeg valgt to formater i størrelsen 50 x 70 cm. Et på højkant og et der hænger lodret. Det gør det nemt at skifte ud når øjet trænger til fornyelse – endda helt uden at bore nye huller i væggen.

 

billedvæg gæsteværelse

Vælg et tema for din billedvæg

I gæsteværelset hos mine forældre har min far valgt at dekorere rummet udelukkende med små landskabs-motiver. Alle værkerne her er holdt i samme nuancer og er alle unikke kunstværker.

Varier brugen af rammer – men med omhu

Miks dine rammer på kryds og tværs af materialer. Det tilføjer dynamik til billedvæggen. Mit eneste pejlemærke her er ikke at mikse træsorter der ligner hinanden for meget eller bruge flere typer metal samtidig. Vælger du sølvfarvede rammer så undgå at bland med fx messing.

TIP Du behøver ikke tage alle råd til dig – brug dem du synes passer til dine behov.

Tak fordi du læste med! – har du nogle tilføjelser eller andre gode råd, så lad mig høre via mail eva (a) evapryds.dk.

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen