diy wreath altan inspiration

Altan efterår: Gyldne farver og sensommerbrise

I artiklen her får du inspiration til valg af farvenuancer til altanen, tip om altanvenlige potter samt guide til valg af planter, som med rette kan pryde din altan i efteråret.

Det er nu, at efteråret puster os i nakken og vi går koldere tider i møde. I den forbindelse skal altanen selvfølgelig gøres klar til en ny sæson. Her må hyggestunder med lune drikke, hjemmestrik og stearinlys godt prioriteres – god fornøjelse!

Ideer, guide, styling og fotos er udarbejdet af mig for Plantorama, hvor udvalgte produkter er fra (disse er modtaget i gave).
© 2021 Eva Pryds – All rights reserved.

altan efterår

Efterårsblomster til altanen

Ingen altan uden blomster – nu skal de bare udvælges efter sæsonens køligere temperaturer og plantens blomstringstid. I modsætning til sommerens brede udvalg af blomster i alle regnbuens farver, kan man vælge nogle enkle, men stærke farver, som kan kendetegne efteråret.

Jeg har valgt nuancer af blålilla og lilla i form af Mandstro i kransen og verbena-blomsternes fine lilla nuance, mens bordeaux, som i min optik er et must i efterårets farveskala, er repræsenteret i den eksotiske græsplante og skovsyren. Hertil kommer et forfriskende strejf af gyldne toner i form af Gul Strålesolhat, som lyser skønt op.

 

altankrukker

Samtidig er der flyttet en ny beboer ind, nemlig denne mini-type verbena, der hedder Bampton Berbena. Jeg faldt for den pga. dens karakteristiske, strittende og snirklende grene med små lilla blomster for enderne. Den er virkelig fin i sit poetiske udtryk, hvilket skaber skøn sammenhæng til den almindelige Kæmpe Verbena og de øvrige planter i efterårsfarver.

 

altan efterår

Nye, smarte krukker i fiberler

De høje, cylinderformede krukker med riller er en ny tilføjelse til mit sortiment af krukker og potter til altanen. Efter at have samlet en del tunge potter igennem årene, gik det op for mig at det nok var smartere at gå efter lettere alternativer for ikke at belaste altanen yderligere. Derfor har jeg købt disse fiberkrukker, som er lettere end lerpotter, frostsikre og geniale på grund af sin høje, aflange form, som gør, at planterne kan få en del jord og samtidig komme op i højden – noget, som fungerer pladsbesparende og visuelt godt til altanens få kvadratmeter.

 

altanliv altan inspiration

DIY: Efterårskrans til altanen

Kranse er ikke kun forbeholdt juletiden og hoveddøre på huse – i år har jeg kreeret en efterårskrans til altanen, som kan pryde i mit uderum i mange måneder. Måske har du allerede lagt mærke til den på nogle af de andre fotos i artiklen? Hvis du vil se, hvordan den er lavet – og måske selv kreere en – så find guide og udførlig trin for trin-beskrivelse her: Eucalyptus krans – sådan gør du.

 

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen